Referat fra Tvistur generalforsamling
15-feb-2008


Deltagere fra den afgående bestyrelse: BBJ, BiK, HLo, JDJ, JNy, TKl.
Deltagere iøvrigt: Ca. 25 klubmedlemmer.


Dagsorden
Valg af dirigent
Formandens beretning
Forelæggelse af regnskab med tilhørende status til godkendelse
Vedtagelse af budget/herunder fastlæggelse af medlemskontingent
Valg af bestyrelsesmedlemmer
Valg af revisor
Eventuelt


Valg af dirigent
Jens Peter Johansen blev foreslået og valgt. Generalforsamlingen er rettidigt indkaldt i TvisturNYT og på hjemmesidens aktivitetskalender med lovligt varsel. Desuden ved opslag på NR og mundtlig påmindelse i tide og utide.


Formandens beretning
2007 har budt på 22 skemalagte Tvisturarrangementer, plus de gode ting Lisa arrangerer i NR-regi.
- 4 herlige dagsture, Poulstrup Sø, Rebild, Blokhus og snapsetur (plus uformelle søndagsture og generalforsamlingsturen)
- 1 vellykket dyrlægeaften
- 2 alridstræningsdage
- 1 juleafslutning
- 2 Rasmuskurser med ridetræning og et horsemanshipkursus med Christiane Larsen
- 3 dage med VM-stafetten (dejlig intens oplevelse)
- 2 supergode hyggestævner, oldboys og junior
- 3 dages pinsestævne (stor succes, tak til alle som trak læsset)
- 5 juniorarrangementer (foruden stævnet): orienteringspåskeægsjagt, tur til Poulstrup sø, spring og grill, fællestransport til Meldgaardstævne og Annekursus.
Rigtig godt gået af juniorudvalget, som har gjort en kæmpe forskel for vores yngre medlemmer. Tidligere havde klubben ikke noget for dem, selv om Lisa heldigvis altid har været god til at finde på noget.
Vi må også fremhæve pinsestævneudvalget som et af de meget aktive. Tak til Majken og Theresa, der gør et supergodt stykke arbejde.
Også andre udvalg har fået noget fra hånden i år; kurser, ture, blad og hjemmeside har kørt fint. Alrid gjorde forsøget i foråret, men det ebbede ud efter et par træningsgange. Desuden havde vi et ad-hoc-udvalg omkring stafetten, som også gik fint.
I det hele taget et godt og varieret udbud af aktiviteter, hvor arbejdet har været pænt fordelt, så der ikke har været alt for meget til hver enkelt.
Hvis nogen har kommentarer eller forslag til nye typer arrangementer hører vi meget gerne meget mere om dette – under eventuelt eller nårsomhelst.
Der er også masser af dejligt arbejde klar til 2008. Til de heldige, som får æren at komme med i Tvisturs bestyrelse, vil året byde på endnu et dejligt og overvældende pinsestævne; nogle nemme kurser og foredrag; forhåbentlig et par hyggelige ture samt et par hyggestævner.
Desuden rykker Dansk Islandshesteforening tættere på med klubmøder og naturudvalg. Gode tiltag, som er berigende at deltage i. Kontingentprincipperne rykker DI også med: der arbejdes på en omlægning, som skal knytte lokalklubberne tættere til landsforeningen OG øge vores betalinger til samme. Det er vigtigt, vi følger med her, og påvirker tingene i den rigtige retning.
Til slut vil jeg sige mange tak for indsatsen til de bestyrelsesmedlemmer, som nu forlader arbejdet i Tvistur. Vi har været et godt hold sammen, og I har været med til at give klubben et ordentligt skub fremad. Vi, som nu er de garvede tilbageblevne, er ved frisk mod og glæder os til samarbejdet med de nye bestyrelsesmedlemmer og til at gøre vores lille klub endnu bedre.


Forelæggelse af regnskab med tilhørende status til godkendelse
Regnskabet gennemgået af formanden på kassererens vegne og siden herefter godkendt af forsamlingen, dog med bemærkninger om at man fremover ønsker en lidt mere detaljeret redegørelse.
Året 2007 indtægter var 30.000 kr. højere end forventet, hvilket skyldtes højere indtægter fra arrangementer og kontingentindtægter. Udgifterne lå med over 50.000 kr. højere end forventet, hvilket skyldes renovering af belægningen i ridehuset. Årets underskud var på 13.695 kr.
Klubbens aktiver ligger i alt på 188.440 kr.


Vedtagelse af budget/herunder fastlæggelse af medlemskontingent
For 2008 forventes et betydeligt underskud, da klubben må påregne en udgift i størrelsesorden mindst 60.000 kr. til forbedring af ovalbanebund samt udskiftning af ridehusbarriere. Midlerne tages fra egenkapitalen.
Vi savner ikke penge i kassen, så medlemskontingentet fastholdes, 200 kr for enkeltmedlemmer og 300 kr for familier.


Valg af bestyrelsesmedlemmer
På valg er følgende bestyrelsesmedlemmer:
- Tove Klausen modtager ikke genvalg
- Peter Juhl modtager ikke genvalg
- Barbara B. Johansen modtager genvalg
- Jørgen Dalby-Jakobsen modtager genvalg
Desuden må vi ekstraordinært sige farvel til Per Bentzen, Tvisturs kasserer gennem 18 år, han må give op af helbredsmæssige årsager. Generalforsamlingen udtrykte en stor tak til Per og det blev besluttet at købe en pæn gave til ham.
På valg er også begge suppleanter:
- Britta F. Olesen modtager ikke genvalg
- Birgitte Koldsø modtager ikke genvalg
Valgt til bestyrelsen blev:
- Jørgen Dalby-Jakobsen
- Barbara B. Johansen
- Jane Tornby (kasserer)
- Sofie Kjølbye
- Helene Fjelsten
- Charlotte Jensen
- Anne Louise Skalborg
Desuden fortsætter Hanne Lottrup og Jens Nyholm, som ikke var på valg i år.


Valg af revisor
Torben Krogh Pedersen blev valgt som intern revisor, men vi beholder også Jørgen Poulsen som ekstern revisor.


Eventuelt
Lisa foreslår et nyt, brunt linoleumsgulv rytterstuen. Og når barrieren i ridehallen alligevel skal skiftes var det en god ide at sætte nye, lavere vinduer ind i mod rytterstuen, så man siddende kan følge med i hvad der foregå i ridehallen. Stor enighed hos resten af forsamlingen.
Hvis materialer til barrieren kan skaffes inden, kunne vi afholde en arbejdsweekend i august, hvor alle hjælper med at rive den gamle barriere ned. Karina kender en god og billig tømrer, som eventuelt kan klare vinduerne.
Junior ønsker sig et ringridningssæt, og vi fandt ud af at sådan et findes der på NR. Så bare kom i gang.
Da Tvistur i år har 30 års jubilæum blev der foreslået en stor fest, enten i forbindelse med arbejdsweekenden i august eller med klubstævnet i september.

Ref. Barbara B. Johansen